OASEN I STORBYEN

OASEN I STORBYEN

Skrevet om Holmstrup Mark:

Et gudegodt sted at bo


Jeg har boet her i 13 år, og den lange, gule husrække byder mig velkommen, hver gang jeg kommer hjem, som var det første gang. Om aftenen og vinteren med lys i vinduerne, som fylder mig med følelsen af intimitet, hygge og tryghed. I sommerhalvåret, hvor den varme, gule husfarve blandes med et mangfoldigt farveflor af de mange træer, buske og blomster i de dejlige haver.

Dem, der gæster mig for første gang, udbryder altid: ”Gud, hvor bor du dejligt!” Og ja, det gør jeg. Gudegodt. I et gult hus, som sat sammen med de andre i kæden, folder sig ud nede fra rundingen og op. Som en slange, der har lagt sig til rette for at nyde lyset og varmen og knejsende med sine to etager stolt, nærmest majestætisk byder sig til. Slangen lokker. Ikke med fristelser. Den lokker os til og pirrer vores sanser. Det er derfor, der er et gudegodt sted at bo. Holmstrup Mark giver os ikke kun tag over hovedet. Den er en sanseforstærkende ramme for vores liv.

Og derfor bliver jeg heller aldrig træt af at se på de mange skrå vinkler og skæve taghældninger , buerne og de små kroge. Tværtimod. De bliver ved med at udfordre mig og bliver ved med at sige mig noget og give mig noget. De skæve vinkler og kroge i mit hus giver ikke kun spænding, de giver også ro. Ying og Yan. På samme tid både en spænding og en harmoni i en selv og med sit hus.

I Holmstrup Mark er man sig selv og alligevel ikke sig selv nok. Du kan være alene, hvis du vil, men du er aldrig ensom. Du har dit eget, men er alligevel i et fællesskab med andre. Du bor åbent mod naboerne og landet udenfor, men alligevel kan du skærme din bolig og dit private liv af. Om det er godt for guder, ved jeg ikke. Men det er godt for mennesker!

Mette Rostgaard Evald i nr. 60

“No-bullshit” – om Holmstrup Mark

Skæve vinkler, buer og kringlede rum – Stemning og fællesskaber
Etik og æstetik i Holmstrup Mark Andelsboligforening

Der er en velholdt kirke

  • som ligner en fabrik.
    Det skal man ikke lægge for meget i. Der er en skole
  • der erklærer sig som kristen.
    Det skal man ikke lægge for meget i.

Der er et større nabolag

  • der rummer Danmarks største parcelhuskvarter med Bilka som nærbutik, Gellerupparkens udstrakte geografi op mod Bazaren og Grimhøj samt Bispehaven i retning mod City.
    Det skal man ikke lægge for meget i.

Der er et nært nabolag

  • med boligforeninger (sociale og private), med børnehaver, med lokalbrugs og med folk af blandet slags, foruden bænke til dagdrankerne; men der er ingen café og intet ordentligt torv.
    Det skal man ikke lægge for meget i. Og dog?

Der er en ”grøn kile”, Skjoldhøjkilen

  • som er vores nærmeste nabo mod syd og vest. Den rummer skov, sø, bakker og vilde dyr, foruden stisystemer, parkanlæg, lege-, samlings og træningspladser.
    Det skal man lægge meget i.

Der er synet af vores sted: De gule huse

  • se dem fra stien langs kirken og boldbanen ved skolen, og du får glæde i dit blik af takkede profiler i husenes geled: et Sirene-rev, som eventyrlige skippere i luftskibe fra vest kan grunde på. Materialerne er ens, men formerne forskyder sig i individualiteter eller variationer over den grundige og smukke Steiner-æstetik. Akkurat som husenes indre organisering, hvor ikke to er ens, men alle rummer skæve vinkler, buer og kringlede rum. Det er unikt og det er håndværk. Alle har haver og vi har fællesrum, gæsterum, vaskeri og værksted.
    Det skal man lægge meget i.

Der er mange slags

  • mennesker i alle aldre, køn og orienteringer.
    Det skal man lægge meget i.

Der er ønsket om

  • at vi bevarer den høje kvalitet med fælles vedligeholdelse – at vi udvikler energifornuftige løsninger, når vi får råd – at vi i frivillighed og med kreativitet lærer hinanden at kende.
    Det bør man lægge meget i.

Der er et krav om

  • at alle tager det alvorligt at bidrage i den ånd, som vi kender i det gode foreningsliv.
    Det bør man lægge noget i.

Eddy Thomsen, nr 30

Mere Steiner-arkitektur på Holmstrup Mark


Men den nye andelsboligforening bliver ikke en isoleret Rudolf Steiner-koloni

Den arkitektoniske impuls, som den østrigske filosof Rudolf Steiner gav i begyndelsen af århundredet, vil nu for første gang i Danmark blive anvendt i en større sammenhængende boligbebyggelse på Holmstrup Mark, tæt ved Rudolf Steiner Vestskolen.

Kun godt en håndfuld af de 27, som har sikret sig en af andelsboligerne har imidlertid noget med Steiner-bevægelsen at gøre.

  • Det har slet ikke været tanken, at det skulle være en lille, isoleret “Steiner-koloni” siger formand for Andelboligforeningen Holmstrup Mark, Thyge Madsen.

Byggeriet, der løbet op i godt 22 millioner kr., består af 27 boliger fra 58 op til 110 kvadratmeter. Det er en tæt-lav bebyggelse af både fritliggende dobbelthuse og rækkehuse. Midt i byggeriet bliver der et stort fælleshus. Bygherrerne har så godt som undgået kunststoffer. Alle materialer er giftfrie naturmaterialer.
Den særlige byggemetode kaldes også Goetheanistisk arkitektur, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at boligernes rum ikke er stive og fikantede, men udformet med skæve vinkler og “Steiner-hjørner”. Efter beboernes eget valg vil ét af boligens rum blive indrettet som stillerum med ekstra lydisolering og en kraftig dør.

  • Så kan man sende lille Peter derind, når han skal øve sig på trompeten eller selv gå herind, mens han gør det, siger Thyge Madsen.

Arkitekten Leif Hansen, som i samarbejde med Højgaard og Schultz har stået for projekteringen, slår på, at byggeriet ikke skal være en tilfældig række huse, som man sætter sammen side om side, men at det skal give et arkitektonisk helhedsbillede, som er skulpturelt, bevægeligt og foranderligt. Thyge Madsen udtrykker det mere filosofisk:

  • I en tid, hvor dagligdagen bliver mere og mere “syntetisk” må omgivelserne udformes med et stærkere kunstnerisk udtryk, der kan være med til at bevæge og levendegøre menneskets sjæleliv, siger han.

Det første spadestik er taget, og byggeriet ventes klar til indflytning i juni næste år.

Aarhus Stiftstidende, søndag den 3. juli 1988

Oasen i storbyen

At være andelsindehaver i Holmstrup Mark er det samme som at vinde den helt store gevinst i boliglotteriet i byen, der er kendt som ”smilets by”. Tæt på skøn natur, skov, sø, børnehave, vuggestue, Bilka, Netto, Jensens Bøfhus, og meget mere, ligger en ægte perle af helt unikke rækkehuse, kun et stenkast fra Aarhus C med universitetet, Handelshøjskolen og det pulserende byliv.

Om man har bil, cykel, eller bevæger sig til fods er beliggenheden perfekt! Buslinjen 3A går nærmest lige fra døren, og kan hvert 10. min. bringe dig ind til centrum på kort tid. Ligeledes er der et veludviklet stisystem, hvor du kommer gennem skøn natur, og i løbet af små tyve min. kan befinde dig på Store Torv, kunstmuseet Aros, eller være ude på det nye sundhedsfaglige Via Campus i Aarhus Nord. Kort sagt: Perfekt placering i forhold til både Aarhus C, Aarhus Nord eller Viby J i syd.

Holmstrup Mark er en velfungerende og særdeles vedligeholdt andelsforening med en sund økonomi, der nu er gældfri. Vi sætter stor pris på det sociale fællesskab i foreningen og har flere forskellige tilbud til det sociale og nysgerrige menneske. Vi har to gange om året en fælles arbejdsdag, hvor de fælles udendørsarealer bliver vedligeholdt. Endvidere tages der ofte initiativer til fællesspisning i vores dejlige fælleshus (som man i øvrigt kan låne gratis), samt julehygge og andre arrangementer til de, som har tid og lyst.

Holmstrup Mark er en forening, hvor der bor mange forskellige mennesker i alle aldre – Mangfoldighed er noget vi vægter højt.

Derfor! – Lige meget om du er studerende, enlig, børnefamilie, pensionist, bidt af løb, moutainbiking eller lange gå-ture med hunden, kan dette være stedet for dig; Et dejligt fællesskab med helt unikke arkitekttegnede huse, som indvendigt er inspireret af den skandinaviske stil i lyst træ, og udvendigt finder du en snert af sydeuropæisk stemning, kun 15 min. fra Aarhus centrum.

Lasse og Annie
Skrevet om Holmstrup Mark

admin